Skriv til mig

Lederhjulet

Af Signe Winther

Er du på rette kurs som leder? Tag et helikopterblik med lederhjulet 

Du kender måske følelsen: Du har haft en periode med mange møder, beslutninger, opfølgninger og uforudsete opgaver. Du har været i gang hele tiden – og du har faktisk fået en del fra hånden. Måske har du endda skulle håndtere en kompleks udfordring, der har fyldt meget. 

Du har haft fokus på det, der skulle løses her og nu – men har du fået kigget op og ud? 

Ledelse handler ikke kun om at reagere på det, der sker. Det handler i lige så høj grad om at navigere – at skabe retning, relationer og resultater – og samtidig sikre, at du og dit team har det godt og udvikler sig. Men i en travl hverdag kan det være svært at holde overblikket. Vi kan blive fanget i det operationelle eller i detaljen og glemme de områder, der på den lange bane gør forskellen. 

 

Ledelse er dynamisk – ikke statisk 

Nogle områder kører måske fint og får lov at passe sig selv eller kører på vågeblus. Det kan være den helt rigtige prioritering, hvis fokus kræves et andet og vigtigere sted. Men det afgørende er, at det er et bevidst valg. Et tilvalg kræver ofte et fravalg – og på den længere bane kan det få konsekvenser, hvis et vigtigt område nedprioriteres eller glemmes. 

Her er nogle eksempler, du måske kan genkende: 

  • Du har fuld fokus på en stor kunde eller et strategisk projekt
    Det kræver din tid og energi – og det giver mening. Men hvad sker der om et år, når projektet er afsluttet eller måske ikke ender som forventet? Har du husket at så nye frø i jeres fremtid. Det kan være gennem nye kunder, partnerskaber eller innovation?  
  • Du og dit team team arbejder benhårdt for at nå budgettet eller en deadline
    I leverer – men det har en pris på den lange bane. Du begynder at miste nøglemedarbejdere. Trivslen er ikke blevet prioriteret, og nu koster det på både engagement og fastholdelse. Du står med en ny rekruttering midt i en travl periode – og mister vigtig viden og kontinuitet. 
  • Du brænder for strategi og udvikling – og det fylder mest
    Du elsker at tænke fremad, sætte retning og skabe nye muligheder og søsætte nye idéer. Men du har ikke fået teamet med dig. Du mærker, at I løber i for mange og forskellige retninger, og det skaber et manglende fælles fokus og trivsel. 

 

Sæt tempoet ned – og hæv blikket 

Ledelse er en disciplin i konstant bevægelse. Du jonglerer drift og udvikling, mennesker og resultater – og ofte i højt tempo. Men indimellem har du brug for at stoppe op. Ikke fordi du skal gøre mindre, men fordi du skal gøre det rigtige. 

Det kræver, at du sætter tid af til at sætte tempoet ned og hæve blikket. Alene – eller sammen med relevante kollegaer. For når du får øje på det, du ikke når, kan du også begynde at gøre noget ved det. 

Måske er der områder, du brænder for og derfor naturligt bruger mest tid og energi på. Det giver mening – vi trives med det, vi er gode til. Men det betyder også, at andre vigtige områder kan blive overset. Du ved måske godt, at kulturen halter, eller at onboarding af nye medarbejdere ikke fungerer optimalt – men det bliver ved med at ryge nederst på din to-do-liste, fordi det ikke føles som dit domæne. 

Hvis du ikke har tid til at arbejde med alle områder, kan du med fordel uddelegere. Måske er der en medarbejder, der kan tage ansvar for trivselstiltag, innovationsinitiativer eller onboarding. Det handler ikke om at slippe ansvaret – men om at skabe bevægelse og ejerskab i organisationen. 

 

Opfordring: Tag 20 minutter til at udfylde dit lederhjul. Det kan være starten på en vigtig justering – for dig, dit team og din organisation. 

 

Spørg dig selv: 

  • Hvad fylder mest lige nu – og hvorfor?
  • Hvad har jeg valgt at fokusere på – og hvad har jeg valgt fra?
  • Er det den rigtige prioritering for organisationen lige nu?
  • Er der områder, jeg ikke er stærk i – og har brug for hjælp til?
  • Er der områder, jeg bevidst udskyder, fordi jeg ikke brænder for dem – men som jeg ved burde rykke op på min agenda?
  • Hvem i mit team kan tage ansvar og skabe fremdrift på de områder, jeg ikke selv når?

 

Lederhjulet – et overblik over dit lederskab 

Lederhjulet er et refleksionsværktøj, der giver dig mulighed for at tage et helikopterblik på din ledelsespraksis. Det består af 12 centrale ledelsesområder, som tilsammen giver et helhedsbillede af dit lederskab – både personligt, i teamet og i organisationen. 


 

12 vigtige områder i dit lederskab: 

  1. Personlig livsbalance (Energi, overskud og mental sundhed – arbejde og fritid)
    Har jeg den nødvendige energi og balance til at være en nærværende og bæredygtig leder – både for mig selv og for andre?

  2. Selvindsigt og integritet (Personlige værdier, formål og udvikling)
    Er jeg bevidst om mine værdier og styrker – og leder jeg i overensstemmelse med dem?

  3. Teamtrivsel og arbejdsglæde (Udvikling, motivation, empati, mening og medindflydelse)
    Skaber jeg rammer for trivsel og engagement – og oplever teamet mening og mulighed for medindflydelse?

  4. Samarbejde og tillid (Relationer, psykologisk tryghed og tværgående samarbejde og interaktion)
    Bidrager jeg aktivt til tillidsfulde relationer og samarbejde – både i og på tværs af teams?

  5. Kommunikation og transparens (Klarhed, feedback, lytteevne og vidensdeling)
    Er min kommunikation tydelig og åben – og skaber jeg rum for ærlig dialog og fælles læring?

  6. Strategisk retning (Visionært lederskab, fremtidssyn og prioritering)
    Har jeg en tydelig retning – og formår jeg at prioritere og engagere teamet i den fælles vision?

  7. Kultur og værdier (Organisationsånd, værdibaseret ledelse og adfærd)
    Lever jeg organisationens værdier i praksis – og bidrager jeg til en god arbejdskultur?

  8. Innovation og kreativitet (Nytænkning, idéudvikling, forbedring og risikovillighed)
    Skaber jeg rum for nytænkning og forbedring – og tør jeg udfordre vanetænkning og tage kalkulerede risici?

  9. Resultater og fremdrift (Målopnåelse, økonomi og effektivitet)
    Leverer jeg de nødvendige resultater – og har jeg blik for både indtjening, omkostninger og effektiv udnyttelse af ressourcer?

  10. Stakeholder management (Værdiskabelse, dialog og relationer med interessenter)
    Formår jeg at engagere og skabe værdi for de aktører, der har betydning for vores succes – internt og eksternt? 

  11. Digitalisering og teknologi (Teknologisk forståelse, anvendelse og modenhed)
    Udnytter jeg digitale muligheder – og understøtter jeg teamets effektivitet og udvikling gennem teknologi?

  12. Tilpasning og forandringsledelse (Fleksibilitet, nysgerrighed og navigering i kompleksitet)
    Hvordan håndterer jeg uforudsete ændringer – og i hvilken grad er organisationen gearet til en omskiftelig omverden? 

 

Hvad kan du bruge lederhjulet til? 

Ledelse er ikke statisk. Det er en bevægelse. Et hjul, der skal holdes i gang. Når du tjekker ind på dit lederhjul, får du: 

  • Et overblik over dine og dit teams styrker og udviklingspunkter 
  • En mulighed for at prioritere det, der virkelig betyder noget 
  • Et grundlag for dialog med bestyrelsen, dine lederkollegaer eller medarbejdere 
  • En anledning til at stoppe op og justere kursen 

 

Kort guide til hvordan du kan bruge lederhjulet 

Du kan vælge at udfylde lederhjulet ud fra én af følgende vinkler: 

  • Fokus og opmærksomhed: Hvor meget energi og opmærksomhed giver du hvert område lige nu? 
  • Tilfredshed med håndtering: Hvor godt synes du, du formår at håndtere området? 

Giv hvert område en score fra 1-10, og brug resultatet til at reflektere over: 

  • Hvor er du stærk? 
  • Hvor er der ubalance? 
  • Hvad har brug for mere opmærksomhed – eller måske mindre? 

Vælg ét eller to områder, du vil arbejde videre med, og lav en konkret plan for næste skridt. 

 

Du kan også vælge at vurdere dit lederhjul ud fra andre perspektiver: 

  • Kompetenceniveau – Hvor stærke er du eller din organisation i forhold til at mestre området?
  • Udviklingsbehov – Hvor stort er behovet for at styrke området?
  • Ledelsesmæssig praksis – I hvilken grad lever du eller I området i hverdagen?
  • Strategisk prioritet – Hvor vigtigt er området for jeres fremtidige succes?

Refleksionen kan tage udgangspunkt i dig som individ – eller i jeres organisation som helhed. 

Og perspektivet kan variere alt efter, om du er mellemleder, direktør eller noget helt tredje. 

 

Er dit lederhjul i balance? 

Måske kører det stabilt og som det skal. Måske er der lidt skævhed. Måske mangler der luft i ét af områderne. 

Det er helt naturligt, at der er ujævnheder – det vigtigste er, at du er bevidst om dem. Måske har du valgt at fokusere ekstra på teamledelse, fordi der er kommet en ny medarbejder. Måske har du midlertidigt nedprioriteret innovation på grund af akut pres i driften. 

Spørg dig selv: 

  • Hvordan burde mit lederhjul se ud lige nu? 
  • Er der områder, der kræver særlig opmærksomhed – eller som med fordel kan uddelegeres? 
  • Hvad er vigtigst for teamets trivsel og organisationens performance? 

 

|